Sådan startede jeg med rullehockey

Hvordan starter man på en sportsgren, som ikke er særlig kendt i Danmark? Hvordan vækkes interessen? For mit vedkommende skete det tilbage i folkeskoletiden. Jeg spillede, lige som stort set alle andre unge drenge, fodbold i den lokale fodboldklub. Vi trænede et par gange om ugen, og var afsted til kamp i weekenden. Jeg husker stadig, hvordan jeg nød at spille hver eneste gang, uanset vejr og vind. Talentet rakte ikke til det store, men det var heller ikke det, jeg spillede for. Jeg synes fodbold var super sjovt at spille, og sammenholdet og kammeratskabet på fodboldholdet ville jeg nødigt undvære.

Pedellen og stavene

En dag efter træning stod vi ude foran omklædningsrummene. Pedellen kom forbi med en stak hockeystave af plastic, som han gik over og smed i en affaldscontainer. En af mine holdkammerater opdagede hændelsen, og spurgte pedellen, hvorfor han smed hockeystavene ud. Han svarede, at idrætsforeningen havde fået nye hockeystave, da de gamle var ved at være opslidte. Min kammerat spurgte, om vi måtte tage stavene, og pedellen gjorde ingen indvendinger imod det. Stavene skulle alligevel smides ud, så kunne vi bruge dem, synes han det var helt fint. Vi gik over til containeren og fiskede stavene op af containeren. Flere af stavene havde set bedre dage, og nogle var deciderede ubrugelige, men vi samlede hele bunken sammen og tog dem med op til en af mine holdkammeraters forældre, der havde et værksted, hvor vi kunne opbevare stavene. Vi var nogle stykker, der aftalte at mødes næste dag for at se, om vi kunne bruge stavene til noget.

Den første kamp

Næste dag var vi fire kammerater, der cyklede direkte over til værkstedet efter skole. Vi fandt stavene frem, og fik de ubrugelige stave sorteret fra. Tilbage stod vi med 7 stave, der kunne bruges. ”Bruges” er måske et forkert udtryk, for flere af stavene var medtagede og havde skæve hoveder, men det bekymrede vi os ikke om. Vi tog en stav hver, og gik ud på vejen foran. Nu skulle stavene prøves af! Da vi stod der på vejen, gik det op for os, at vi manglede et vigtigt redskab for at kunne spille. Vi havde ingen bold! Jeg fik dog den idé, at vi kunne køre ned til tennisbanen og se, om der lå tennisbolde i buskadset omme bagved. Som sagt så gjort, og efter at have brugt lidt tid og krudt inde i tornbuskadset, lykkedes det os at finde et par bolde. Tilbage til værkstedet, hvor kampen nu kunne begynde. Vi havde heller ingen mål, men to kridtstreger i hver ende af vendepladsen foran værkstedet fungerede som erstatning. Vi spillede to mod to i flere timer, indtil Martins mor ringede og spurgte forældrene med værkstedet om, om hendes søn stadig var hos dem. Han skulle være hjemme kl. 18 til aftensmad, men vi havde spillet så længe, at klokken nu var blevet 18.30. Kampen blev dermed afbrudt pga. Martins mors aftensmad, men det var lige meget. Vi havde fået sved på panden og blod på tanden!

Den bedste sommer

Resten af foråret, hele sommeren og frem til vinteren spillede vi flere gange ugentligt oppe foran værkstedet. 7 stave, et par kridtstreger og nogle tennisbolde. Ingen inliners eller rulleskøjter; kun gummisko. I starten måtte vi i øvrigt med jævne mellemrum ned til tennisklubben for at finde flere bolde, da nogle af dem blev skudt så langt væk, at vi ikke kunne finde dem igen. Til sidst forbarmede forældrene med værkstedet sig dog, og købte nogle tennisbolde til os. Flere og flere spillere kom til, og vi var ofte mere end 7 spillere, når kampen gik i gang. Hvis det var tilfældet, trak vi lod om, hvem der skulle starte på banen, og så skiftede vi ellers ud hver gang, der blev scoret. Jeg husker stadig den sommer som noget helt særligt, for det var her, min interesse for rullehockey blev vakt til live.