Velkommen til min blog rullehockey.dk! Her kan du læse om mit liv, min hverdag og min store passion rullehockey.

Kort om mig

Hvor skal man starte? Tjah, mit navn er Andreas, jeg er 19 år og bor i en større dansk provinsby. Efter gymnasiet har jeg valgt at tage et sabbatår. Jeg arbejder på fuld tid som kassemedarbejder i et af byens supermarkeder. Al min fritid går stort set kun ud på to ting: Daily Fantasy Sports og rullehockey. Hvis ikke jeg er i gang med at sætte et nyt fantasyhold, eller rette på et eksisterende, har jeg som regel inliners på fødderne. Jeg er ude at rulle stort set hver dag, og kan vi ikke samle spillere nok til en kamp, kan vi finde på at træne 2-3 stykker sammen. Er der ikke andre, der er friske, ruller jeg som regel en tur selv.

images-1Hvorfor en blog om rullehockey?

Der er flere årsager til, at jeg har startet denne blog omkring rullehockey. Jeg har gennem længere tid gået med tanken om at starte en blog, men for at det ikke bare skulle blive en ny blog magen til mange andre på nettet, kunne jeg godt tænke mig, at min blog tog udgangspunkt i noget konkret. Efter at have tænkt lidt over det, faldt valget helt naturligt på rullehockey, da det fylder så meget i min hverdag, og det samtidig er det, jeg lever og ånder for. Samtidig kunne jeg godt tænke mig at udbrede kendskabet til denne fantastiske sportsgren. I Danmark ved stort set alle, hvad ishockey er, men desværre synes jeg der er alt for få, der kender til rullehockey. Det synes jeg er synd, for det er en virkelig fed sportsgren, der er helt på højde med ishockey! Bloggen kommer dog også til at handle om mit liv generelt, men tager blot udgangspunkt i rullehockey.

Hvad er rullehockey?

Det er måske på høje tide at forklare, hvad rullehockey egentlig er. Skal man forklare det helt simpelt, kan man sige, at det er det samme som ishockey, men i stedet for at stå på skøjter, står man på inliners i stedet. Isen er skiftet ud med asfalt, og i stedet for en puck, spilles der med en bold. Derudover er reglerne lidt anderledes ift. ishockey, men grundlæggende minder spillene meget om hinanden.

Hvert hold består af en målmand og 4 markspillere. Til hver kamp må holdet udtage 18 spillere inklusiv 2 målmænd, og man må skifte mellem disse 18 spillere lige så meget, som man ønsker. En kamp er opdelt i 3 perioder på hver 15 min. I alle kampe skal der findes en vinder, og er stillingen uafgjort efter de 3 perioder, fortsætter man med forlænget spilletid. Forlænget spilletid varer maksimalt 5 min. Der spilles med golden goal, hvilket betyder at kampen slutter, så snart et hold scorer i den forlængede spilletid. Ender den forlængede spilletid uden mål, bliver kampen afgjort på straffe.

Mit liv med rullehockey

Rullehockey kan spilles på flere niveauer. Nogle vælger at melde sig ind i en klub under organisationen Danmarks Rulleskøjte Union, forkortet DRsU. DRsU. Organisationen dækker over syv forskellige sportsgrene, der alle involverer rulleskøjter, herunder også rullehockey. Under DRsU kaldes sportsgrenen i øvrigt for skater hockey, men det er præcis det samme som rullehockey. Jeg er ikke selv meldt ind i nogen klub, men spiller i stedet på hobbybasis med en masse unge gutter fra byen. Vi hygger os med spillet og bruger en masse timer på det, men har ikke et behov for at være en del af en registreret klub. Desuden er der ikke nogen rullehockeyklub i byen, og vi har ingen intentioner om at starte en.