Jagt ikke noget, du allerede har!

På vej hjem fra dagens kamp fulgtes jeg med en af gutterne. Vi kom til at snakke om, hvad vores drømme og mål for livet er. Da jeg kom hjem, funderede jeg lidt mere over det, og kom frem til, at alt for mange jagter ting, de allerede har i forvejen! Det fik mig til at tænke på historien om fiskeren.
Historien om fiskeren
Der var engang en fisker, der boede på en strand. Hver dag sejlede han ud fra stranden for at fange fisk. Han havde kun en lille båd, men kunne alligevel sejle langt nok ud til at kunne fange et par fisk, der kunne gøre ham mæt. Resten af tiden brugte han på at nyde livet på stranden.
En dag kom en forretningsmand forbi. Han fortalte fiskeren, at han havde set, hvor god fiskeren var til at fange fisk. Han foreslog fiskeren, at han investerede i en større båd, således at han kunne sejle længere ud, hvor der var flere fisk. Fiskeren forstod ikke helt pointen; han blev jo allerede mæt af de fisk, han fangede dagligt. Forretningsmanden forklarede ham, at han kunne sælge de overskydende fisk, spare sammen til en endnu større båd og så sejle ud på åbent hav, hvor han kunne fange nogle kæmpe fisk! Fiskeren forstod stadig ikke helt pointen. Hvis han blev mæt af 2-3 almindelige fisk, hvad skulle han så med massevis af kæmpestore fisk? Endnu engang forklarede forretningsmanden, at fiskeren skulle sælge de kæmpestore fisk, og spare sammen til en fiskefabrik! ”Hvad skal jeg med en fiskefabrik?”, spurgte fiskeren. ”Jo, ser du”, sagde forretningsmanden. ”Når du har drevet din fiskefabrik i 15-20 år, er den blevet så værdifuld, at du kan sælge den for millioner!”. ”Jamen hvad skal jeg med millioner?”, spurgte fiskeren”. ”Jo, ser du”, sagde forretningsmanden. ”Hvis du bliver millionær, kan du gå på pension, trække dig tilbage og leve et liv i sus og dus! Hver dag kan du nyde livet på stranden, og nøjes med at sejle ud i en lille båd for blot at fange de par fisk, du har brug for! Resten af dagen kan du nyde livet og hygge dig på stranden!”
Fiskeren kiggede først undrende på forretningsmanden. Så rystede han på hovedet, hvorefter han uden at sige en lyd satte sig i sin båd, sejlede et lille stykke ud og fangede sine to fisk. Resten af dagen nød han livet og hyggede sig på stranden.
Husk det nu. Tænk som fiskeren. Lad være med at bruge tiden på at jage noget, du allerede har i forvejen!